Om et liv med PCOS

PCOS står for Poly Cystic Ovarie Syndrom, i daglig tale bliver det ofte kaldt PCO.

Det er en ret almindelig hormonforstyrrelse, det anslået at mellem 5-10% af kvinder har den.
Du kan læse meget mere om syndromet hos PCO foreningen.


Min dagligdag er præget af at jeg har PCOS. Nu er det efterhånden 2 år siden jeg fandt ud af det var det der var skyld i min udeblevne menstruation, min vægtøgning, min træthed, mit koncentrationsbesvær, mit halvdårlige humør og de forbandede sorte hår jeg pludselig havde fået ved navlen, på mine inderlår og gudhjælpemig om ikke også jeg fandt et under hagen!!!
Jeg var et år forinden stoppet med P-piller og kunne simpelthen ikke forstå jeg ikke fik menstruation. Hvilket er ret belastende når det højeste ønske er et blive mor.
Et halvt år efter P-pille stop blev jeg faktisk gravid, men mistede fostret ret tidligt i graviditeten, derefter gik der endnu et halvt år før der skete bare lidt i min kvindekrop.
Min kollega og virkeligt gode veninde sagde til mig en dag på vej hjem om jeg havde overvejet om jeg havde PCO. Det havde jeg overhovedet ikke for jeg anede ikke hvad det var.
Jeg gik dog hjem og søgte internettet tyndt for informationer om hvad PCO var og hvad jeg evt kunne gøre ved det.
Min veninde er kostvejleder og gav mig en kostplan, i løbet af 12 uger tabte jeg 13 kg, havde min første menstruation i over et år (Hvis vi ser bortfra min spontane abort) efter bare 6 uger og efter endnu 6 uger var jeg gravid igen med min lækre Basse.
I løbet af de 12 uger var det også lykkedes mig at få min læge til at henvise mig til gynækolog, hvor jeg fik konstateret PCOS.
Jeg er en af de heldige der kan holde mine hormoner på normalt niveau, hvis jeg sørger for at holde min vægt normal, dyrke regelmæssig motion og spise rigtigt.
At spise rigtigt for mig er at spise en lige fordeling af protein, fedt og kulhydrat. Hurtige kulhydrater er total NO GO. Vi snakker grove kulhydrater og fibre.
Du kan læse mere om denne kost ved at google KISS kost eller låne bogen Spis dig gravid eller Spis dig rask. To virkeligt gode bøger, de er at finde i min bogreol. De er ganske enkelt uundværlige for mig.
Det er ikke nemt at leve efter disse kostprincipper, det udelukker mig fra en del socialt, da der ligger meget i at sidde og spise det samme måltid. F.eks på kurser, fester, fødselsdage og alle andre sociale sammenhæng, hvor man spiser sammen. Jeg spiser ikke kage, slik, sukker osv.
Prøv lige og forestil jer at man siger pænt nej tak til en kollegas fødselsdagskage! Not easy. Heldigvis har jeg en af verdens bedste arbejdspladser, hvor der er fuld forståelse for det. Men derfor har jeg oftest stadig selv mad med til møder, da der stort set altid bliver serveret sandwich eller noget der ligner. Jeg synes stadig det er underligt, til trods for at ingen siger noget eller sender mærkelige blikke mod mig og min tallerken, men derfor er det stadig mystisk og lidt træls for mig, jeg føler mig nemlig besværlig og anderledes.

Nu arbejder vi på baby nr. 2. Tiltrods for jeg følger mine kostprincipper, mine hormoner er næsten normale og jeg dyrker regelmæssig motion, så er det bare lidt mere besværligt denne gang, hvilket virkelig irriterer mig. Egentlig så er jeg mest irriteret over hårvæksten og at min cyklus er alt fra 30-62 dage, det er SÅ belastende når man bare gerne vil bære gravid og ikke kan se frem til en testdag, for der er bare absolut INTET system i min cyklus. Og jeg vil bare SÅ gerne have et barn mere, så kan jeg komme på P-piller igen også behøver jeg ikke være helt så striks med min kost, for det stresser mig en anelse ALTID at skulle planlægge, for der er bare sjældent noget jeg kan snuppe sådan i farten.

Denne fane på min blog vil være et sted hvor jeg lægger gode opskrifter og ideer til denne del af mit liv. Jeg håber dog på at der snart kommer et jubelindlæg. Under alle omstændigheder så skal PCOS have røvfuld!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar